Fagligt Program

Her er emnerne på Fysik Camp 2026!

Her kan du læse om det faglige program på Fysikcamp 2026!

Universet er et forunderligt sted, fyldt med utallige mysterier, lige fra den helt store plan til den ubeskriveligt lille. Fysik Camp er for dig, der vil forstå de mysterier, og måske endda hjælpe med at løse dem en dag!

Vores faglige universitetsstuderende har forberedt nogle af deres ynglingsemner til dig. Du vil lære at tænke som en fysiker, regne som en fysiker, danse som en fysiker og endda at kode som en fysiker, altsammen i løbet af vores 4 hovedemner og 2 valgemner, som du kan udforske herunder.

Hovedemner

Analytisk Mekanik

Analytisk mekanik er en anden måde at beskrive klassisk mekanik på, hvor vi går væk fra den typiske regning med kræfter og i stedet fokuserer på energi og bevægelsen af systemer. I emnet vil vi arbejde med systemer med begrænsninger, som under normal kraftregning bliver meget uoverskuelige, men i analytisk mekanik er meget nemmere.

Vi vil introducere Euler–Lagrange-ligningen, og vi vil se, hvordan bevægelsesligninger kan komme direkte ud af den, bare ved hjælp af energier og et smart valg af koordinater.



Dirac's Kvantemekanik

Kvantemekanik er nok den mest revolutionære og succesfulde teori, som menneskeheden nogensinde har udviklet. Den lægger grundlaget for næsten alt moderne teknologi, lige fra computere til kræftbehandling. Men selvom teorien er fantastisk og vildt nyttig, så er den desværre også notorisk svær at forstå… Heldigvis var der en fysiker ved navn Paul Dirac, der i 1939 introducerede en ny måde at formulere sig i kvantemekanikken. Dette er ofte kendt som Dirac-notation, og det tillader fysikere at løse svære problemer indenfor alle mulige felter, såsom kvantecomputere og materialevidenskab, uden at drukne i matematiske udtryk. I dette emne vil du lære at løse netop sådanne problemer ved hjælp af kvantemekanik i den smukke Dirac-notation!

Fotonik og Optik

Optik er videnskaben, der beskriver lyset omkring os – Fotonik er den teknologiske anvendelse af det lys. Mens nogle af lysets fænomener kan beskrives ved at approksimere lyset som stråler, bliver man i andre tilfælde nødt til at beskrive lys ved hjælp af bølger, eller i ekstreme tilfælde kvantemekanikken. I dette emne vil vi undersøge lysets finurlige egenskaber, og hvordan de har lagt fundamentet for det lynhurtige internet, vi kender i dag.

Eksperimentel fysik

Måden vi undersøger verden på er gennem eksperimenter, og det er den eneste måde vi kan finde ud af om en fysisk teori stemmer overens med naturen! I løbet af emnet skal i prøve kræfter med at lave en eksperimentel opstilling, indsamle data og til sidst udlede vigtige resultater som enten understøtter eller afkræfter jeres teori.


Valgemner

Speciel Relativitetsteori

Speciel relativitetsteori er verdenen af det meget meget hurtige – objekter der bevæger sig med hastigheder tæt på lysets fart. Måske har du hørt om, at tiden bliver langsommere og længder kortere, når vi bevæger os med stor fart. I emnet vil vi undersøge hvorfor det sker og hvordan teorien ændrede vores forståelse for verdenen, tid og rum.

Fysisk simulering

Fysikken har udviklet sig meget ved hjælp af computere. Det har gjort at systemer der er svære eller umulige at løse analytisk, kan blive approksimeret til en høj præcision.

I dette emner kommer vi til at kigge på hvordan vi simulere komplekse systemer og hvordan vi kan undersøge og forstå dem. Vi kommer også til at diskutere hvordan de her metoder og nye tilgange til problemløsning har hjulpet andre grene indenfor naturvidenskaben.

Denne side er sidst opdateret d. 12. januar 2026 af FPN

Faglige Emner

På Fysik Camp er programmet opdelt i hovedemner og valgemner

De faglige emner:

  1. Analytisk Mekanik
  2. Dirac's Kvantemekanik
  3. Fotonik og Optik
  4. Eksperimentel fysik

De 2 valgemner

  1. Speciel Relativitetsteori
  2. Fysisk simulering

Spørgsmål?

Hvis du har nogle spørgsmål til det faglige program, er du velkommen til at kontakte Thomas, der er årets Fagligt Ansvarlige på Fysik Camp. Du kan få fat i Thomas på than@unf.dk.